Sociale opfindelser og eksperimenter

Vi har en ambition om at udvikle sociale opfindelser, der både er langtidsholdbare og skaber stor social værdi. Derfor er vi optaget af sociale eksperimenter, hvor nye indsatser afprøves, evalueres og justeres i mindre skala inden implementering og skalering. 

SUS arbejder med at skabe og bane vejen for sociale opfindelser, der løser eller forebygger sociale problemer for udsatte mennesker i Danmark. Vi vil medvirke til større opfindelseshøjde, bedre organisatorisk og økonomisk bæredygtighed og større social impact i fremtidens løsninger på sociale problemer.

Alt for mange projekter springer for hurtigt fra en løs idé til fundraising og implementering – og det går udover kvaliteten og bæredygtigheden af de nye indsatser. Et socialt eksperiment er en veltilrettelagt og systematisk afprøvning af en ny løsning på et socialt problem. Eksperimentet gør os både klogere på, hvordan løsningen virker – og om den virker efter hensigten. Det giver os brugbar viden og gode argumenter for at føre ideen ud i livet i større skala – eller for at skrotte ideen, inden vi når så langt.

Arbejdet med sociale opfindelser og eksperimenter har i fem år været et særligt fokusområde i SUS’ selvstændige afdeling Social+. Fra den 1. februar 2017 er Social+ og SUS fusioneret.

Det kan du bruge SUS til:

  • Udvikling af koncept og prototyper
  • Design, afprøvning og evaluering af nye sociale eksperimenter
  • Videnindsamling og bruger-feedback
  • Strategiudvikling i forhold til implementering, forankring og skalering