victors-bog 25. november 2015

Victors bog - en filmserie om psykisk sygdom i familien

Fem film om at vokse op med en mor eller en far, der har en psykisk lidelse. Se filmene på hjemmesiden somandre.dk.

Maja er vokset op med en mor, der har en psykiske lidelse, og det har præget familien på mange måder. Nu er Maja flyttet hjemmefra. Hun vil gerne hjælpe sin lillebror Victor til bedre at forstå deres fælles barndom og morens sygdom. Derfor laver hun Victors bog og fylder den med både gode og dårlige minder og oplevelser fra opvæksten.

I filmserien Victors bog møder vi ud over Maja også en række andre børn og unge, der har psykisk sygdom tæt inde på livet. Vi møder forældre, som kæmper med deres sygdom og det at være forældre. Og professionelle, som fortæller om, hvordan psykisk sygdom påvirker hele familien.

Jeg vil helt sikkert anbefale filmene til alle pårørende, jeg kender, da jeg virkelig tror, at alle vil kunne få et eller andet ud af dem. Jeg selv blev bekræftet i, at jeg ikke er alene med mine følelser og tanker

Natascha, ung pårørende, har en mor, der er svært psykisk syg

Der er fem film i serien, hver film varer ca. 15. minutter. De tre første film blev offenliggjort i oktober:

Victors bog 1 – pårørende

Hvordan er det at have en far eller mor, som af og til ikke har overskud til at være forælder? Hvordan kan man få hverdagen til at fungere, når mors eller fars humør kører op og ned som en rutsjebane?

Victors bog 2 – sygdommen

Hvad betyder det at have en psykisk lidelse, og kan hvem som helst få det? Forældre sætter ord på, hvordan det føles at have en psykisk lidelse. Og børn og unge fortæller om, hvor vigtigt det er at tale med nogen om det, der sker i familien.

Victors bog 3 – udvikling

Hvordan kan man hjælpe en mor eller far med en psykisk lidelse? Hvordan sætter man sine egne grænser? Unge fortæller om bekymringer, ansvar og skyldfølelse. Og om, hvordan det opleves, når man gerne vil hjælpe sin forælder, og det ikke altid lykkes.

De sidste to film i serien offentliggøres i december.

Filmene er både oplysende, underholdende og bevægende, uden at balancen mellem personlig og privat på noget tidspunkt tipper.

Joan Stæhr, SIND Pårørenderådgivning Århus

Victors bog er instrueret og produceret af René Bo Hansen i samarbejde med Socialt Udviklingscenter SUS og med støtte fra Sundhedsstyrelsen, 2015.

Se filmene på www.somandre.dk

Læs anmeldelser af Victors bog.