Generelt om tilgang og metoder 10. september 2015

Tryghedsplanen forebygger vold

På bo- og rehabiliteringstilbuddet Orion i Hillerød har alle beboere en tryghedsplan. Det er en samarbejdsaftale mellem beboer og personale, som skal være med til at forebygge voldsomme episoder.

Mine voldssituationer har oftest været i forbindelse med uklare meldinger fra personale. Jeg har følt mig nedgjort og nedværdiget, og personalet har været dem, der havde retten og magten. (…) jeg tror, at hvis man turde bringe beboeren ind der, hvor beslutningerne træffes, ville konflikterne blive mindsket.

Ordene kommer fra Heidi, som er tidligere beboer på botilbuddet Orion i Hillerød. De står i introduktionen til den personlige tryghedsplan, alle beboere på Orion udarbejder sammen med personalet.

– Vi har løbende dialog om, hvordan vi bedst støtter beboerne i at undgå at komme i situationer, hvor de reagerer voldsomt. Beboernes personlige tryghedsplan er en samarbejdsaftale med medarbejderne. Den skal ligge klar senest tre måneder efter, at beboeren er flyttet ind, fortæller Perry Nymann, som er daglig leder på Orion.

Beboerne på Orion har en psykisk lidelse, og mange har også et misbrug. Konflikter er en uundgåelig del af hverdagen, men det er i alles interesse at forhindre, at konflikterne trapper op og måske ender i vold.

Planen udfyldes i fællesskab

Tryghedsplanen skal skabe tryghed – både blandt beboere og medarbejdere. Planen skal understøtte samarbejdet om at forebygge og mindske risikoen for, at nogen kommer til skade. Den skal også være med til at sikre, at konflikter og vold håndteres så skånsomt som muligt og med størst muligt hensyn til beboerne.

Planen udfyldes af medarbejder og beboer i fællesskab. Den tager afsæt i spørgsmål om beboerens erfaringer med situationer, der kan føre til voldsomme reaktioner. Og hvordan medarbejderne bedst kan hjælpe i de tilfælde.

Perry Nymann giver et eksempel:
– ’Jette’ blev misbrugt som barn, derfor føler hun det som et overgreb, hvis en mand lægger hånden på hende. Det er vigtig viden for personalet. Når Jette bliver vred, er det en hjælp, at det er en kvinde, der går ind i dialogen, hvis det er muligt. Hvis det er en mand, er det vigtigt at han ikke bruger fysisk kontakt for at skabe tryghed.

For andre beboere er det vigtigt, at personalet ikke siger et bestemt ord, eller at de viser, at de kan rumme vreden, hvis beboeren reagerer voldsomt, og hjælper vedkommende med at tage kontrollen tilbage. Alt det bliver skrevet ind i samarbejdsaftalen.

Brugerindflydelse i alt

Dialog og samarbejde er i det hele taget nøgleord på Orion, og de ansatte arbejder for at skabe de bedst mulige rammer for brugerindflydelse. Beboerne er med i ansættelsesudvalget, når der skal ansættes nye medarbejdere. Personalet faciliterer beboermøder, hvor beboerne kan komme på banen med deres synspunkter. Beboerne har en fast kontaktperson, som de selv er med til at vælge, og to medarbejdere med brugerbaggrund er ansat som recoverymentorer. Nogle af beboerne underviser også medarbejderne, blandt andet ved at fortælle deres livshistorier og fortælle om, hvordan de har mestret tidligere udfordringer i deres liv.

Læs mere om Orions tilgang og metoder på deres hjemmeside.