2dec-Web Stemmer fra midten

Ungestrategi i Lejre Kommune

Da Lejre Kommune skulle lave en ny ungestrategi, valgte de i samarbejde med SUS at involvere otte unge. For at få viden om, hvad de unge synes er vigtigt, hvis man skal have tidlig og meningsfuld hjælp. Fem af de unge mødtes til en workshop en eftermiddag og delte deres erfaringer, tre unge gav deres bidrag gennem interviews.

De unge pegede på otte temaer:

1. Når vi først har fået et tilbud, gør det ofte godt

“Det har været hjælpsomt at møde en voksen – en mentor – der kan holde mig i kort snor og hjælpe mig med at sætte farten ned.”

”Da jeg droppede ud af 9. klasse var det helt sort, jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre, havde mistet håbet. Min kontaktperson fandt håbet igen.”

2. Se os som en investering ikke som en udgift

”Da jeg var 17 år gad børneafdelingen mig ikke, fordi jeg snart fyldte 18. De gav afslag. De gad ikke finde en praktikplads. Ville ikke bruge penge på mig, fordi jeg snart ville rykke til et andet budget.”

”Jeg ville meget gerne have skullet kæmpe mindre med kommunen.”

3. Lyt til mig – og til dem, der kender mig godt

”Jeg føler mig hjulpet, når de også lytter til dem, der kender mig godt – mine forældre, min psykolog.”

”Jeg føler mig hørt og inddraget, når der ikke sættes urealistiske mål eller lægges planer på mine vegne.”

4. Vi har brug for at I handler (hurtigt) og er tålmodige med os

”Hvis det er nu, man har brug for hjælp, så er det ikke om 6 måneder eller længere.”

”Jeg føler mig hjulpet, når ting får tid til at virke, og der ikke hele tiden sættes nyt i gang.”

5. Se baggrunden: familien, skolen, historien

”Hvis et familiemedlem har det skidt, så kig på hele familien. Tit bærer man jo bare symptomerne på noget, der er galt i familien”

”Man kan ikke bare presse et ‘depri’barn i skole – man bliver nødt til at løse de problemer, der gør det svært”

6. Mange (sags)behandlerskift slider

”Det kan være svært at holde styr på sagsbehandlere – en fra børn, en fra voksen, en fra jobcenter, en da jeg skulle flytte hjemmefra.”

”De kan jo ikke gøre for, at folk bliver syge, og der skifter mennesker, men det er rart, hvis de holder fast i beslutninger. Det er pisse irriterende at skulle skifte så tit. Man skal starte forfra hver gang, og man ender med lave forventninger for ikke at blive skuffet.”

7. Pres ikke firkantede klodser gennem trekantede huller

”Gennem hele min skoletid fik jeg at vide, at jeg var forkert, og at jeg burde opføre mig anderledes. Det var en stor lettelse for mig at få min diagnose, som fortalte noget om, hvad jeg har brug for i omgivelserne for at kunne fungere godt. Det var ikke bare mig, der var forkert.”

8. Det er godt at møde nogen, som selv har prøvet at have det svært

”Det er vigtigt for mig at snakke med andre, der kender problemer inde på livet.”

”Jeg vil virkelig gerne hjælpe andre i lignende situationer. Der er så mange myter om psykiske sygdomme. Det er ikke farligt at være psykisk syg.”