Jobmesse-scanpix 11. januar 2019 Scanpix (modelfoto)

Socialt Jobmatch: Nyt forsøg med jobmesser i Randers og Syddjurs Kommuner skal bringe borgere på kanten af arbejdsmarkedet og virksomheder sammen

Randers og Syddjurs Kommuner har fra den 1. januar 2019 igangsat et nyt forsøg på beskæftigelsesområdet. Projekt Socialt Jobmatch skal afprøve en ny type jobmesser, som skal gøre det lettere for langtidsledige og fysisk eller psykisk sårbare borgere at få et job, selvom de har et mangelfuldt cv eller har været uden fast tilknytning til arbejdsmarkedet i en årrække.

Ledige i Randers og Syddjurs Kommuner får fremover mulighed for at mødes med potentielle arbejdsgivere på en jobmesse til en uformel og uforpligtende samtale med fokus er på menneskelige egenskaber og god kemi fremfor på professionelle netværkskompetencer og imponerende cv’er. Metoden bruges i dag på store karrieremesser til at skabe jobmatch mellem virksomheder og højtuddannede, talentfulde unge. Potentialet kan være tilsvarende stort for mennesker i udkanten af arbejdsmarkedet og afprøves nu systematisk i de to kommuner i samarbejde med Socialt Udviklingscenter SUS og med støtte fra Poul Due Jensens Fond.

Forhåbentlig kan messerne være med til, at borgere og virksomheder, der ellers aldrig ville have mødtes, får øje på hinanden.

– Jobmesser er meget udbredt overfor studerende og nyuddannede på de videregående uddannelser, og for nogle år siden gjorde man nogle lignende forsøg overfor nytilkomne flygtninge – med gode resultater. Hvorfor skulle det ikke også kunne virke for andre ledige? Vi ved, hvor meget det personlige indtryk betyder, når en arbejdsgiver skal ansætte en ny medarbejder, og derfor synes vi det er en skam, at så mange borgere, der har stået udenfor arbejdsmarkedet i længere tid, aldrig får chancen for at præsentere sig selv ansigt til ansigt overfor en arbejdsgiver, inden deres ansøgning og cv er havnet i papirkurven, fortæller projektleder Mathias Bruhn Lohmann fra Socialt Udviklingscenter SUS.

250 ledige til jobmesse

I løbet af de næste 14 måneder skal Randers og Syddjurs Kommuner i fællesskab holde to jobmesser for op mod 250 ledige borgere for at afprøve metoden og dokumentere dens effekt på beskæftigelsesområdet. Første messe afholdes fredag den 10. maj 2019. Den næste afholdes i efteråret.

– Vi glæder os til at komme i gang og til at få både borgere og virksomheder i de to kommuner med på ideen. Forhåbentlig kan messerne være med til, at borgere og virksomheder, der ellers aldrig ville have mødtes, får øje på hinanden. Der er mange virksomheder, der har brug for arbejdskraft, så det skulle gerne give værdi for begge parter, slutter Mathias Bruhn Lohmann.

Projekt Socialt Jobmatch løber frem til februar 2020.

Kontakt

Randers Kommune: Tine Arensbach, chef Jobcenter Randers Erhverv. tan@randers.dk / 5160 0111

Syddjurs Kommune: Anne Røjkjær, leder i Erhverv & Beskæftigelse. amr@syddjurs.dk / 8753 5227

Socialt Udviklingscenter SUS: Mathias Bruhn Lohmann, konsulent. mbl@sus.dk / 5090 1105