Student til SUS 4. juni 2018

Praktik i SUS: Studerende indenfor design og innovation til stort socialt innovationsprojekt i efteråret 2018

Vi søger en dygtig kandidatstuderende til et praktikophold i efteråret. Du bliver tilknyttet projektet De små børns Bornholm, hvor ambitionen er, at alle børn skal have en god start på livet.

Vil du arbejde med udvikling af nye løsninger for øget læringsparathed blandt udsatte småbørn på Bornholm? Er du interesseret i social innovation og designprocesser? Vil du prøve dine kompetencer af i et nonprofit konsulenthus, der arbejder for at skabe bedre vilkår for sårbare og udsatte mennesker?

I SUS har vi en ledig praktikplads i efteråret 2018 og ønsker os en dygtig studerende indenfor innovation og design til et praktikophold på minimum 4 måneder.

De små børns Bornholm

Du vil blive tilknyttet projektet De Små Børns Bornholm – et socialt innovationsprojekt støttet af Egmont Fonden. I projektet skal SUS i samarbejde med Bornholms Regionskommune bl.a. gennemføre en større brugerdreven innovationsproces. Målet er at udvikle nye løsninger i lokalsamfundet og de offentlige institutioner til gavn for alle småbørnsfamilier på Bornholm, men med et særligt fokus på de mest sårbare forældre og børn, der bor på øen.

Centralt i projektet vil være at gennemføre et stort brugerlaboratorie på Bornholm i efteråret 2018, hvor medarbejdere, borgere og politikere inddrages i at udforske problemerne på området og udvikle og afprøve nye ideer/koncepter/løsninger. Som praktikant vil du bl.a. skulle hjælpe med observationer, interviews, ide- og konceptudvikling, fremstilling af fysiske og digitale prototyper, grafisk design/kommunikation, projektdesign m.m.

Om dig

Vi regner med, at du:

  • Er i gang med en videregående uddannelse på kandidatniveau indenfor innovation og/eller design.
  • Har erfaring med og interesse for at facilitere brugerinddragelse og -tests.
  • Er visuelt stærk og god til at konceptualisere.
  • Er god til at arbejde selvstændigt, men også nyder at arbejde som del af et team.
  • Har mod på at prøve kræfter med processer og opgaver, hvor svaret og vejen frem ikke altid er givet på forhånd.
  • Har gåpåmod og et personligt drive.

Om praktikforløbet

Vi tilbyder:

  • Et spændende og afvekslende praktikforløb, hvor du vil få et stærkt indblik i, hvordan et mindre nonprofit konsulenthus fungerer.
  • Et uformelt miljø med dygtige og sjove kolleger.
  • Selvstændigt ansvar for mindre afgrænsede opgaver med sparring fra en erfaren kollega i SUS.
  • En ca. 37 timers arbejdsuge med mulighed for fleksibilitet i forhold til studie og ferie mv.
  • En kontorplads i Socialt Udviklingscenter SUS centralt i København, men også deltagelse i rejseaktiviteter ud af huset (en del ture til Bornholm må forventes :-))
  • Praktikløn (erkendtlighed) på 3000 kr. om måneden som supplement til din SU.

Søg

Hvis du kunne være interesseret, så er du velkommen til at skrive eller ringe til Mathias Bruhn Lohmann på mbl@sus.dk eller tlf. 5090 1105.

Er det lige dig, så send din ansøgning og dit CV til chefkonsulent Anna Helene Mollerup ahm@sus.dk senest den 26. juni.

Vi glæder os til at høre fra dig.