social-it_guide-622x415 21. april 2016 Foto: Babdellahn Ihadian

Ny guide: Social IT i kommunen

Hent inspiration og råd til at sprede og implementere social IT på sociale tilbud til mennesker med funktionsnedsættelser i en ny guide fra SUS. Guiden henvender sig til kommunale forvaltninger, der vil arbejde strategisk med social IT.

Digitale løsninger appellerer mere til vores målgruppe end gammeldags laminerede ark, som er hængt op på væggen

Teamleder, botilbud for unge med autismespektrumforstyrrelse

Der er øget opmærksomhed på de muligheder, som social IT – apps til tablets og smartphones, sociale medier robotter mv. – kan give mennesker med funktionsnedsættelser.

De sociale teknologier kan understøtte kommunikation og gøre det nemmere at holde fast i relationer. Teknologierne kan gøre brugerne mere selvhjulpne i hverdagen. Og de kan understøtte leg og læring.

Inspiration til kommunen

Mange kommuner har social IT som indsatsområde i udviklingen af deres sociale tilbud.

En ny guide fra SUS giver inspiration og råd til at planlægge og varetage kommunens strategiske indsats med implementering af social IT på sociale tilbud til mennesker med funktionsnedsættelser.

Guiden har særligt fokus på, hvordan kommunen kommer godt i gang med

  • at udarbejde en vision, udforme målsætninger og organisere arbejdet med social IT
  • at dele viden, systematisere indsatsen, samarbejde og iværksætte fælles strategier mellem forvaltningen og kommunens tilbud til mennesker med funktionsnedsættelser.

Guiden henvender sig til  ansatte i forvaltningen med ansvar for ledelse, udvikling eller drift af sociale tilbud.

En vision for arbejdet med social IT skal indeholde en myndighedsstrategi, der tydeliggør, hvordan arbejdet med social IT skal vægtes sammen med øvrige ydelser i kommunens sociale tilbud.

Centerleder, Svendborg Kommune

Guiden er udarbejdet som en del af projekterne: Implementering og spredning af social IT, der er finansieret af Helsefonden, samt projekt Social IT, der er finansieret af Social- og Integrationsministeriet. Guiden er blevet til med inspiration fra medarbejdere og ledere på socialområdet i otte kommuner og to regioner.

Hent: Social IT i kommunen – til gavn for mennesker med funktionsnedsættelser (pdf)

Mød nogle af de medarbejdere og borgere, der har bidraget med inspiration til guiden i videoen nedenfor.