job-mikrolaan 25. juni 2014

Mikrolån til arbejds­ledige breder sig i kommunerne

Flere og flere kommuner tilbyder mikrolån, så arbejds­ledige kan etablere egen virksomhed. Ideen kommer fra SUS. Sammen med Aarhus Kommune har vi udviklet et koncept for mikrolån.

Køge, Helsingør, Vordingborg, Aalborg, Slagelse  … stadig flere kommuner lader sig inspirere af Aarhus og vil hjælpe arbejdsledige til selvforsørgelse med et mikrolån til at etablere selvstændig virksomhed. Det skriver Ugebrevet A4 i dag.

– Mikrolån til arbejdsløse er i vækst. Det er et udtryk for en god ide, der spreder sig fra kommune til kommune, siger Thomas Bredgaard, lektor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet.

Lånene, som typisk er på op til 50.000 kr.,  bliver som regel brugt til små forretninger. Et rengøringsfirma, en frisør, en forretning med sportstøj til overvægtige børn er nogle af de virksomheder, der er etableret med hjælp fra et mikrolån fra kommunen.

– Det interessante ved ordningen er, at den bygger på arbejdsløses eget frie initiativ og gode idé. Hvor mange andre tilbud i beskæftigelsesindsatsen handler mere om pligt end sanktioner, har dette en helt anden karakter, siger Thomas Bredgaard.

Ideen kommer fra SUS

Ideen om mikrolån til arbejdsledige i Danmark kommer fra Socialt Udviklingscenter SUS. Sammen med beskæftigelsesafdelingen i Aarhus Kommune har vi udviklet et koncept for mikrolån og siden 2007 gennemført to forsøg.  Mikrolån har været et fast tilbud i Aarhus siden 2012.

– Vi synes selv, at resultaterne har været rigtig gode, både økonomisk og menneskeligt, siger virksomhedskonsulent Steen Rehoff Larsen, som har været med fra starten, til Ugebrevet A4.

Han understreger, at formålet med mikrolån ikke kun handler om at spare på overførselsindkomsterne:

– Mikrolån handler om at give borgerne ressourcer. Formålet er, at de bliver selvhjulpne.

Skal vi samarbejde om mikrolån?

I SUS glæder vi os over, at ideen om mikrolån ser ud til at have bidt sig fast. Vi vil gerne være med til at udbrede det koncept, vi har udviklet sammen med Aarhus Kommune, til endnu flere kommuner.  Kontakt os gerne, hvis I har lyst til at samarbejde.

Læs og se:
Ugebrevet A4: Mikrolån til arbejdsløse vinder indpas i kommunerne
SUS-blog: Mikrolån – den nye intelligente aktivering.
KanalSUS: Video med to mikrolånere