Om Louise

Jeg skal i SUS prøve kræfter med Collective Impact og kombinere min teoretiske viden om meningsfuld intervenering i menneskers liv med praksis. Jeg studerer på kandidatuddannelsen Sociale Interventionsstudier på RUC, hvor jeg beskæftiger mig med socialvidenskab og psykologi med socialt arbejde i fokus.

Jeg er stærkt optaget af børn og unges trivsel, herunder samarbejdet mellem borgere, praktikerne, civilsamfund og beslutningstagere.

Baggrund

Jeg er uddannet international/interkulturel socialrådgiver i 2014 og har i 3 år arbejdet med udsatte børn og unge i Københavns Kommune – hvilket jeg fortsat gør i Døgnvagten. Jeg har under min uddannelse arbejdet med psykiske syge misbrugende mødre i New York, været mentor i ungdommens Røde Kors og arbejdet frivilligt på Roskilde Festival som Social Worker. Derudover har jeg været forskningsassistent på et Ph.d.-projekt om fattigdom i børnehøjde.

Når jeg ikke er i SUS …

… bruger jeg ufattelig meget tid på at søge efter flybilletter på Momondo og planlægge rejser, der sjældent bliver ført ud i livet. Jeg nyder at have mennesker omkring mig og har derfor anskaffet mig en stor skare af venner, der skal passes – gerne med god rødvin og sommerhusture.