Catching Jobs Word Showing Work And Careers 7. december 2015

Langtidsledige tager teten i Aarhus

Hvad sker der, når langtidsledige får større indflydelse på og ansvar for de penge, som går til deres jobindsats? Det vil Aarhus Kommune og Socialt Udviklingscenter SUS afprøve i et nyt projekt 'Langtidsledige tager teten'.

Et kørekort, et specifikt kursus, psykologhjælp eller en tandbehandling? Til foråret får langtidsledige i Aarhus Kommune mulighed for selv at være med til at pege på, hvad der skal til, for at de kommer i arbejde.

‘Langtidsledige tager teten’ er et eksperimenterende projekt, som skal afprøve forskellige måder at arbejde med selvbudgettering og borgerstyring som led i kommunens beskæftigelsesindsats. Med det mål at få flere langtidsledige tilbage på arbejdsmarkedet. Projektet skal bl.a. vise, om mulighederne for at komme i job bliver større, hvis ledige i højere grad inddrages i indsatsen.

Drivkraften i egen jobindsats

– Det er borgerne, der er eksperter i eget liv. Derfor giver det god mening, at de får større indflydelse på indholdet af den indsats, som jobcentret tilbyder. Der bliver ikke frit valg på alle hylder, for der vil altid være formelle krav, vi skal overholde. Men når man bliver mødt med tillid og ligeværdigt samarbejde, vil det styrke engagementet, energien og selvværdet. Den enkelte bliver drivkraft i sin egen jobindsats, og det er forventningen, at det vil øge chancerne for at finde tilbage til arbejdsmarkedet, siger Thomas Medom, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.

De personlige konsekvenser af langtidsledighed er alvorlige. Langtidsledige har større risiko for social isolation, skamfølelse, depression, misbrug og selvmordsadfærd.

Maks. 50.000 kr. efter aftale med jobcentret

De ledige, der bliver omfattet af projekt Langtidsledige tager teten, kan bruge op til 50.000 kroner på det, som de selv finder mest nødvendigt og meningsfuldt for at komme tilbage i job. Pengene skal prioriteres i samråd med jobcentret. Principper og rammer for, hvad man kan få penge til, er ved at blive udarbejdet.

Målgruppen er jobparate mellem 30 og 55 år, som har været ledige i mindst 12 måneder. De 100 borgere, der får mulighed for at deltage i projektet, er ikke udvalgt endnu, men bliver det løbende i projektperioden.

Inspireret af London

Ideen til projekt Langtidsledige tager teten kommer fra London, hvor man har gode erfaringer med at lade hjemløse selv råde over et budget på omkring 30.000 kr.

Langtidsledige tager teten gennemføres af Jobcenter Aarhus i samarbejde med Socialt Udviklingscenter SUS og Social+. Aarhus Universitet er tilknyttet som kvalitetsansvarlig og skal måle effekten af projektet. VELUX FONDEN støtter projektet med 6 mio.kr. Projektet gik i gang den 1. december og løber over de næste to år og tre måneder.