Isabella – for real: Ny dokumentar om at vokse op med en sindslidende forælder

– Jeg synes, jeg har været alt for meget voksen som barn.

Sådan siger Isabella. Hun fylder snart 18, men hun har ikke lyst til at blive voksen. Hun føler, at hun allerede har været voksen én gang. Nemlig da hun var yngre, og hendes mor var alvorligt syg af en psykisk sygdom. Dengang måtte Isabella træde til og blandt andet tage sig af sine små brødre.

Hvordan river man sig løs?

Nu er tingene mere stabile derhjemme, og derfor vil Isabella gerne bare være ung, slå sig løs og have det sjovt. Men det er svært, når hun samtidig skal tage kørekort, passe gymnasiet og også arbejde i familiens nye drive in bio. Det giver en del konflikter med moren, som hun føler sig tæt knyttet til. Isabella bliver nødt til at løsrive sig. Men hvordan gør man det?

Isabella sætter ord på tabuet

Isabella – for real er en stærk dokumentarfilm om, hvordan det er at være barn af en psykisk syg forælder. Filmen følger Isabella, der sætter ord på tabuet, mens hun kæmper for at finde sin egen vej i livet og blive voksen – for real.

Filmen er instrueret af Mette-Ann Schepelern og produceret af Ole Tornberg, Chili Film.

Køb dvd’en – og læs mere om filmen

Isabella – for real havde premiere den 10. maj. Den blev vist på DR2 den 14. maj.

Du kan købe dvd’en hos SUS – den koster 185 kr. plus porto. Bestil den her.

Læs omtale i Socialpædagogen nr. 10, 2012