hvem-er-du-nyhed 6. september 2016

Hvem er du? Ny casefilm om trusler og vold på ældreområdet

Vold som Udtryksform sætter fokus på ældreområdet med ny film og arbejdspladslaboratorium.

“Go’ morgen Lissi, så er det tid til at stå op!”

Lissi er for nylig flyttet på plejecenter. En morgen kommer Maja for at hjælpe hende i bad – det vil Lissi ikke, hun er forvirret og slår ud efter Maja, som går igen.

Da Lissis søn senere på dagen kommer på besøg, bliver han vred over, at hans mor stadig ligger i sengen: “Det er da jeres opgave at få hende op om morgenen – hvad fanden render I ellers og laver! …”

‘Hvem er du?’ er en ny casefilm fra Vold som Udtryksform. Brug fx filmen som udgangspunkt for drøftelser i personalegruppen, når temaet er kommunikation og forebyggelse af konflikter og vold. Den varer 3:50 minutter.

Flere aktiviteter på ældreområdet

Vold som Udtryksform sætter i den kommende tid fokus på ældreområdet. I september er der kickoff for et nyt arbejdspladslaboratorium; ledere og medarbejdere fra 7 arbejdspladser deltager i et 10 måneders udviklingsforløb om forebyggelse af konflikter og vold på plejecentre, i hjemmeplejen mv. Der er også et temahæfte på vej.

Læs mere om Vold som Udtryksforms aktiviteter på voldsomudtryksform.dk