hackhadet 12. oktober 2017

Vi hacker hadet - vil I være med?

#hackhadet er et ung-til-ung-initiativ, der skal skabe en modbølge til online had og opfordringer til vold. Vi søger samarbejdspartnere til 12 innovationsevents i hele Danmark.

Online had har mange ansigter og kommer til udtryk i mange forskellige fortællinger og fjendebilleder. Grupper og enkeltpersoner med vidt forskellige bevæggrunde og overbevisninger benytter internettet og de sociale medier til at lægge andre for had og opfordre til vold.

#hackhadet er et ung-til-ung-initiativ, der skal skabe en modbølge til online hadpropaganda og opfordringer til vold,

12 hackathons 
#hackhadet består af 12 lokale hackathons – innovationsforløb for unge mellem 16 og 25 år. Det er events med fællesskab og aktivitet. På 12 timer skal de unge være med til at udvikle budskaber og online produkter og kampagner, som har til formål at modvirke online had.

Deltagerne lærer at bruge kreative, digitale værktøjer til fx video, grafisk design, animation og quiz, og de får hjælp til at få idéerne ud at leve også efter eventet. I maj 2018 holdes et afsluttende nationalt event, hvor de bedste ideer præmieres.

Værter søges!
Det samlede #hackhadet-initiativ gennemføres af Socialt Udviklingscenter SUS og Implement Consulting Group. Vi afvikler de 12 hackathons i samarbejde med skoler, uddannelsesinstitutioner, foreninger, boligorganisationer, klubber mv.

Vi er i fuld gang med planlægningen og søger samarbejdspartnere, der har lyst til at være værter for et  hackathon og skabe interesse hos unge lokalt.

De lokale hackathons henvender sig til unge, som ønsker at gøre en positiv forskel, og som har interesse for digitale værktøjer og sociale medier.

Vi håber at kunne samle omkring 50 unge ved hvert hackathon – på tværs af skoleklasser, studier, klubber, foreninger mv. Et hackathon kan fx indgå som en del af et skole- eller studieprojekt.

Læs mere: Hent information til værter (pdf)

Vil I vide mere, eller har I lyst til at være værter, så kontakt os gerne.

#hackhadet gennemføres med støtte fra Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme.

Opdateret: 30. november 2017