peer-to-peer-2 4. juli 2014

Fokus på peer-støtte for mennesker med psykiske vanskeligheder

Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen sætter nu fokus på at styrke brugen af peer to peer-støtte i de kommunale og regionale indsatser for mennesker med psykiske vanskeligheder.

De kommende år vil der komme mere fokus på brugen af peer to peer-støtte (også bare kaldet peer-støtte) for mennesker med psykiske vanskeligheder.

Socialstyrelsen vil udvikle ny viden og ny praksis på området. Styrelsen er i gang med en større vidensindsamling på feltet og holdt i foråret to ekspertseminarer, hvor SUS var blandt deltagerne.

Peer to peer-støtte gives af mennesker, der selv har erfaringer med psykiske vanskeligheder og recovery. Internationale erfaringer viser, at det kan gøre en positiv forskel for begge parter.

Peer til peer i SUS

I SUS har vi fokus på peer to peer i flere af vores projekter. Blandt andet i projekt Inkluderende partnerskaber, som vi gennemfører sammen med Lejre og Holbæk Kommune samt SIND. Det handler om at udvikle og forankre metoder til at skabe partnerskab mellem borgere med sindslidelse, brugerforeninger og kommunen. Med det overordnede formål at styrke hverdagslivet for borgere med sindslidelse.

Vi indgår gerne i nye samarbejder med fokus på peer to peer. Kontakt os, hvis det har interesse.