Børnefilm 7. juni 2018

Film: Hvad mener børn og unge om hjælp og støtte fra kommunen?

I tre korte film giver børn og unge deres perspektiver på hjælp og støtte. De fortæller om at være inddraget i den indsats, kommunen sætter i gang, om forholdet til sagsbehandleren og om relationer til familie og netværk.

Har I brug for inspiration til kommunens forebyggende arbejde med udsatte børn og unge? Få de unges egne perspektiver på, hvad der er vigtigt i den forebyggende indsats. I tre korte film fortæller seks børn og unge om, hvad der skal til for, at de føler sig inddraget i den sociale indsats, kommunen sætter i gang. Om kontakten med sagsbehandleren og om forholdet til familie og netværk.

Du skal ikke arbejde for mig – vi skal arbejde sammen

“Det er vigtigt at lytte til mig, det er det altid. Det er lige meget om man er 9 år eller 20 år. For mig er der ikke nogen, der er for små til at blive lyttet til.”

Børn og unge fortæller om, hvad der skal til, for at de føler sig inddraget i kommunens indsats. Og hvordan det at blive inddraget kan føre til et bedre samarbejde og bedre løsninger.

I skal være der for mig

“Det er vigtigt med tålmodighed. Tålmodighed i forhold til, at man sandsynligvis springer fra. Ens sagsbehandler skal også være der, når det sker.”

Børn og unge fortæller, hvordan de har oplevet den tætte kontakt til deres sagsbehandler, og hvad der er vigtigt for dem i kontakten med sagsbehandleren.

Jeg har brug for at høre til

“Ens familie er nogen du selv vælger …familie kan også være dem, der er der for dig, når du hr brug for det.”

Børn og unge sætter ord på, hvordan de oplever relationerne til familie, venner og øvrige netværk. Og hvilken betydning det har for deres trivsel i hverdagen.

Mere inspiration – vi kommer gerne til jeres kommune

Filmene er produceret af SUS for Socialstyrelsen som en del af Socialstyrelsens
partnerskabsprojekt om en tidligere forebyggende og mere effektiv indsats for udsatte børn og unge.

Filmene og materialet bag giver værdifuld indsigt i de unges perspektiver. Hvis I har lyst til at dykke yderligere ned i dem, kommer vi gerne ud til din kommune og fortæller mere, holder workshop eller andet.

Sammen med Implement Consulting Group har SUS også udarbejdet et inspirationsmateriale med praksisnær inspiration til kommuners arbejde med en tidligere forebyggende indsats.

Hent evalueringen og det samlede inspirationsmateriale fra partnerskabsprojektet her.