pexels-pixabay-414630 Pexels/Pixabay
I gang

Virtuel kaffe - virtuelle kaffefællesskaber for ældre, der oplever ensomhed eller isolation.

SUS og Samvirkende Menighedsplejer udvikler sammen en model, der skal støtte ældre, som oplever ensomhed eller isolation

Oplevelser af ensomhed eller isolation i hjemmet er et vilkår for mange ældre mennesker. Målet med projektet ”Virtuel kop kaffe” er at udvikle en model, der kan bidrage til at løse denne udfordring.

SUS står bag idéen til projektet, som gennemføres i samarbejde med Samvirkende Menighedsplejer. SUS indgår i projektet med det formål at bidrage med løbende sparring og viden, der understøtter modeludviklingen.

Kaffe med værtsskab

Projektets grundidé er, at en gruppe af ensomme ældre sættes sammen i en virtuel gruppe, som mødes en gang ugentligt i en given periode.

Gruppen faciliteres af en vært, som er en af de aktive ældre frivillige fra Samvirkende Menighedsplejers besøgstjeneste.

Foruden facilitering af møderne har værten til opgave at sikre sig, at gruppens deltagere har de fornødne remedier og kompetencer til at logge sig ind på den virtuelle platform, som mødet holde på.

Inden første møde modtager den frivillige undervisning i at indgå i rollen som værtsfrivillig.

Bredt potentiale

Gennem hele forløbet er metodeudvikling i fokus. Det betyder, at der undervejs afprøves forskellige modeller for, hvordan elementerne for de virtuelle kaffemøder fungerer bedst.

Det er håbet, at erfaringerne fra projektet også skal kunne bruges af andre organisationer, der arbejder for at nedbringe ensomhed blandt ældre.

Det gør SUS

SUS rolle består i at varetage undervisning af værtsfrivillige, indsamle viden gennem kvalitative interviews og spørgeskemaer og formidle denne viden til projektets styre- og følgegruppe samt til tovholdere i de lokale menighedsplejer.