foto-toiletgalleri-622x464

Vi leger ikke kun for sjov - legen er også en kilde til at tænke nyt

I Socialt Udviklingscenter SUS leger vi og har det sjovt, men vi leger ikke kun for sjov. Legen gør os mere modige i vores innovationsprocesser og har skabt bedre trivsel på arbejdspladsen.

For mere end 30 år siden blev jeg for første gang introduceret for leg, som involverede voksne. Jeg boede på daværende tidspunkt i Liverpool og var frivillig i kulturprojektet The Black-E. Her var leg en selvfølgelig del af hverdagen – ikke mindst det at udvikle og opfinde lege. En specialitet var at tænke omvendt. Et godt eksempel på det er stolelegen, som de fleste af os har leget til børnefødselsdage. Når musikken stopper, fjerner man en stol, og en af deltagerne bliver sat uden for legen (bliver ekskluderet).

Hvis man tænker den leg omvendt, som de gjorde i Liverpool, kan legen blive til en inklusionsleg. Når musikken stopper, fjernes en stol, men ingen går ud af legen. I stedet deles man om de stole, der er tilbage. Efterhånden som der bliver  færre og færre stole, kommer legen til handle om, hvor lidt vi kan klare os med, hvis vi deler. Legen bliver pludselig inkluderende.

Legen gør os mere dristige

I SUS bruger vi i nogle sammenhænge legen på den måde – til at vende op og ned på det gængse.

Vi har i en årrække defineret os som en legende organisation. Efter en periode, hvor vi i stigende grad involverede legende elementer i vores interne hverdag – og fandt stor glæde ved det – besluttede vi os for at arbejde mere bevidst med leg som et aktivt element i lære- og udviklingsprocesser.

Et stående udsagn er, at vi leger og har det sjovt, men vi leger ikke kun for sjov. Dette ’ikke kun for sjov’ handler blandt andet om, at vi har opdaget, at legen gør os mere dristige i vores innovationsprocesser.

Nye problemer skaber nye løsninger, og gamle problemer kan, hvis de angribes med en række legende indfaldsvinkler, også frembringe nye løsninger. Leg kan i høj grad være kilde til nyskabelser.

foto-roer-ikke
Dette er blindskrift. Der står ’Rør ikke’ – og alligevel kan man kun finde ud af, hvad der står, ved at røre. Paradokset illustrerer, at når man skal skabe innovation, er det en god ide at tænke modsat af det, man plejer. Illustration fra SUS’ legebog – lånt fra Paul Arden: ‘Vad du än tänker, tänk tvärmot’.

Kreativitet gennem lydmuren

At lege sætter mennesker i stand til at opdage eller genopdage, at vi i bund og grund er født som kreative. Undervisning i tekniske færdigheder kender man til inden for både videnskab og håndværk. Undervisning i eller videregivelse af kreativitet er et fænomen, der er på vej igennem lydmuren. Man antager ofte, at kreative mennesker er en undtagelse i vores samfund – og en stor del af den indlæring, der foregår i skolen og på uddannelsessteder, har måske det mål at sikre, at vi bliver ved med at se tingene på den måde.

Når leg og kreativitet, i en tid med PISA og New Public Management, bliver nedprioriteret for at styrke de mere målbare kompetencer, hvornår kan vi så forvente, at Danmark bliver et at verdens mest innovative samfund?

Tænk nyt – tænk modsat

I SUS har vi bevæget os fra at lege til at være legende i vores hverdag på kontoret og i vores tilgang til opgaver.

Hvad vil det sige at have en legende tilgang? En legende tilgang er mere end metoder. En legende tilgang er at sige ja (ikke kun som proces). En legende tilgang er nysgerrighed, fravær af målstyring, vildfarelser, at vente med at spørge ’hvorfor?’, ind til tungen brænder.

At have en legende tilgang handler også om at tænke modsat som i eksemplet med stolelegen.

Jeg er indimellem gæst i KFUM’s Sociale Arbejdes cafeer rundt omkring i landet. Som gæst betaler man typisk fire kroner for en kop kaffe. Måske burde det være omvendt. Måske burde gæsterne have fire kroner til kaffen, fordi de stiller sig til rådighed for, at de frivillige kan få løftet deres selvværd?

En legende tilgang kan også være at sætte tilfældige ord sammen på nye måder og lade sig inspirere af det.

Ordet ’brætspil’ og ordet ’frivillig’ bliver måske til frivillig brætspiller. Hvad er det mon for en? En ung, der har lyst til at spille skak med en ældre på plejecentret en gang om ugen? En ny ide som supplement til Ældre Sagens besøgsvenner?

Leg som isbryder

I SUS er vi som sagt optaget af den legende tilgang i vores arbejde. Men vi leger også stadig med stor fornøjelse.

Vores personalemøder begynder fx altid med en leg. Og når vi som konsulenter bevæger os ud af huset, eller når vi har gæster og samarbejdspartnere på besøg, insisterer vi på, at de og vi skal lege. I de sammenhænge fungerer legen som en ‘isbryder’, fx som en måde at sige goddag og farvel på.

For et par år siden udgav vi en ‘legebog’ Dette er ikke blå bog med inspiration til at lege og tænke i anderledes måder at løse vante udfordringer på.

Vi leger også på toilettet

Legen er en synlig del af hverdagen i SUS – på mange måder. Vi har for eksempel et toiletgalleri, bestyret af en af mine kolleger. Året igennem arrangerer han overraskende, skøre, skæve, sjove og anderledes udstillinger og installationer på toilettet på anden sal. Han giver os oplevelser i hverdagen. Han får mig til at trække på smilebåndet. Jeg glæder mig til den næste udstilling – hvad mon han nu finder på? (se billedet øverst på siden)

Fællesskab og trivsel + sidegevinst

Hvad gør det ved os, at vi leger?

Legen skaber en stemning af fællesskab, arbejdsglæde og trivsel, vores hverdag i SUS er blevet klart bedre af at lege. Vi har lyst til at gå på arbejde – og lyst til at fortælle andre om vores arbejdsplads. En vigtig sidegevinst er, at i legen er organisationens sædvanlige hierarki forsvundet. Det er en gevinst, som følger med i en travl hverdag.

Når legen fungerer bedst, bringer den os i en sindsstemning, der giver os mulighed for at se på ting på nye måder.

Så der er al mulig grund til at holde fast i legen. Måske skal vi i højere grad have fokus på at være legende end at lege. Det er tit her, der sker noget særligt.

Måske har legen en dybere og mere vedvarende indflydelse på os, end vi tror.

Skal vi lege? K(l)ik forbi SUS’ legebog:

Bernhard Jensen, chefkonsulent SUS