Hvordan ved vi, at vi gør det rigtige for dem, der har det svært?

Vi vil så gerne gøre det godt. Gøre det rigtige. Så folk på kanten af arbejdsmarkedet får den rette støtte til at blive selvforsørgende. Så den udviklingshæmmede kvinde får et værdigt liv, og manden med alkoholmisbrug bliver tørlagt. Og så danske børn får de basale faglige kompetencer, vi ved er vigtige, for at de en dag finder fodfæste i voksenlivet og på arbejdsmarkedet. Også selvom de bor på en døgninstitution og ikke hjemme hos deres mor og far.

Effekt og evidens

Der er i disse år stort fokus på, at vi skal kunne teste og måle foranstaltninger og indsatser af alle typer. Formålet er at se, om det, vi gør for at hjælpe udsatte mennesker i Danmark, virker. Kort sagt om der er en effekt. En effekt kan i denne sammenhæng forstås som den forskel, en indsats gør, for eksempelvis et barn anbragt uden for hjemmet, set i forhold til hvordan hun ville have haft det, hvis hun var blevet boende hjemme hos sine forældre. Effekten er kort sagt den betydning, indsatser har. Eller det vil sige: Effekter er betydning, vi håber, indsatser har. For det er svært at måle effekt.

Det kan være svært at måle omsorg og livskvalitet. Måske det er årsagen til, at mange politikere og forskere, bare for at nævne nogle, i dag har et særligt øje på de såkaldte evidensbaserede programmer. Evidensbaserede programmer er en fællesbetegnelse for veldokumenterede og gennemtestede indsatser, der har vist sig at virke positivt for målgruppen. Samtidig er tommelfingerreglen, at evidensbaserede programmer består af velbeskrevne metoder og fremgangsmåder, der eksempelvis gør det muligt at overføre et program fra et land til et andet. Mere eller mindre præcist.

Ofte er disse programmer testet i udlandet, USA eksempelvis. Det er de blandt andet fordi, man i udlandet har arbejdet med denne tilgang til det sociale arbejde i længere tid, end vi har i Danmark. For os herhjemme er det derfor nærliggende, hvis ikke næsten en etisk forpligtigelse, at skele til de erfaringer, udlandet har gjort sig med konkrete indsatser, der ser ud til at virke.

Fra Texas til Tårnby

Men hvordan ved vi, om en testet indsats, et evidensbaseret program eksempelvis, virker bedre end det, der allerede bliver gjort, men som endnu ikke er testet? Altså groft sagt, om det, der er testet til at virke godt i Texas, virker bedre end det, der allerede bliver gjort i Tårnby Kommune? Hvad nu, hvis det der allerede bliver gjort, faktisk er bedre?

Jeg mener, vi står i et dilemma, når vi skal prioritere mellem indsatser, der allerede er undersøgt, og indsatser, som ikke er undersøgt, men som vi bruger i dag. Samme dilemma ser jeg i forhold til at prioritere mellem indsatser, der er lette at måle, og indsatser, der er svære at måle. Vi skal passe på med ikke at erstatte nuværende praksis bare fordi, den endnu ikke er testet. Og vi skal ikke tro, at alt kan testes lige præcist. Der er brug for redskaber til at dokumentere, hvad der på nuværende tidspunkt bliver gjort. Ikke mindst for at undgå, at vi erstatter gode indsatser med nye indsatser, blot fordi de nye er testede og dokumenterede.

VOKS – Metodeudvikling for anbragte børn

Hvordan får vi så viden om effekten af nuværende praksis? Hvordan kan vi meningsfuldt dokumentere og teste det, vi allerede gør? I Socialt Udviklingscenter SUS arbejder vi blandt andet på at udvikle metoder, der gør det nemmere for praktikere at få viden om, hvad der bliver gjort, og viden om effekten af indsatserne. I et af vores projekter forsøger vi at bidrage til, at vi som samfund kan blive bedre til at hjælpe anbragte børn til at klare sig godt i skolen. Det gør vi ved at se på, hvad der i dag bliver gjort på en døgninstitution, for at de børn, der bor der og går i den tilknyttede specialskole, kan blive gode til at læse, skrive og regne.

Projektet hedder VOKS (Viden Og Kvalitet i Skolen). Det er TrygFonden, der har taget initiativ til projektet, fordi anbragte børn klarer sig dårligere i skolen sammenlignet med deres jævnaldrende. Og nok dårligere end de burde. For forskning viser, at anbragte børns kognitive niveau er på højde med alle andres.

I forsøget på at bidrage til at forbedre anbragte børns skolegang har vi med VOKS udviklet et it-baseret måleprogram. I måleprogrammet kan personalet systematisk holde øje med, hvad der bliver gjort for børnene, samtidig med at de kan vurdere børnenes faglige niveau og trivsel. Vores håb er, at personalet gennem den viden kan få yderligere fokus på, hvad der virker bedst for det enkelte barn.

Ser på den nuværende praksis

VOKS adskiller sig fra de evidensbaserede programmer, fordi vi har fokus på, hvad der bliver gjort på nuværende tidspunkt. Som med de evidensbaserede programmer håber vi også at kunne se en effekt af det, der bliver gjort for anbragte børns skolegang. I første omgang er vi dog tilbageholdende med at udpege effekter. Selvom effektterminologien har en tendens til at åbne døre – og pengekasser.

På den korte bane kan vi nemlig ikke sige noget om effekten af det, skolen gør. For årsagen til, at et barn eksempelvis klarer sig bedre i dansk, kan være meget andet end for eksempel en times lektiehjælp om eftermiddagen. Det er svært at se isoleret på en indsats og være sikre på, at en given forskel i det faglige niveau skyldes skolens indsatser. Der er dog statistiske kneb, der kan bringe os et skridt på vejen mod at kende effekten af indsatserne, og på sigt er vi med VOKS åbne for at se på, om vi kan måle effekter.

I en økonomisk trængt tid er det nærliggende for beslutningstagere at prioritere indsatser, forskning har vist, virker, frem for eksisterende metoder, der endnu ikke har dokumenteret effekt. Det er synd, hvis nuværende praksis er god – eller bedre. Blandt andet af den årsag bør vi arbejde på, hvordan vi bedst dokumenterer den værdifulde erfaringsbaserede viden, vi har i Danmark.