Udviklingshæmmede med dobbeltdiagnoser - sindslidelse og hjerneskade
Kvalificering af samarbejdet mellem social- og sundhedsområdet
Projektets mål har været at yde støtte til myndigheder og involverede faggrupper i at udvikle rammer til opkvalificering af den psykiatriske og socialpædagogiske behandling og støtte til målgruppen - mennesker med udviklingshæmning og dobbeltdiagnoser.
Fokus i projektet har været på de mennesker med udviklingshæmning bosat i kommunale bofællesskaber, i egen bolig eller hos pårørende. Projektet har opsamlet og formidlet viden om målgruppens særlige problemstillinger med fokus på at kvalificere samarbejdet mellem det socialpædagogiske område og psykiatriområdet.
Målgruppe
Projektets primære målgrupper er socialpædagoger, psykiatere, socialrådgivere, psykologer, sundhedspersonale, praktiserende læger samt pårørende og udviklingshæmmede selv. Projektets sekundære målgrupper er studerende ved uddannelsesinstitutioner inden for social- og sundhedssektoren.
Projektaktiviteter
- Vidensnetværk
Der oprettes fem Vidensnetværk rundt om i landet for medarbejdere, der hjælper med udviklingshæmmede brugere med sindslidelser, der bor i kommunale bofællesskaber, egen bolig eller hos pårørende. Indholdet i Vidensnetværket vil være erfaringsudveksling, undervisning og udarbejdelse af ’billeddannelse’ ud fra egne cases. I forløbet er et tæt samarbejde med lokale psykiatritilbud. Den ny viden skal omsættes og forankres i praksis, således at den kvalificerer behandlingen af udviklingshæmmede med sindslidelser i social- og sundhedssektoren.
I forbindelse med hvert Vidensnetværk nedsættes en baggrundsgruppe, bestående af ledere fra de deltagende kommuner, der skal støtte og udvikle Vidensnetværket.
Den nye viden og erfaring fra Vidensnetværksarbejdet formidles til pædagogseminarierne via afholdelse af temadage.
- Temadage
Der afholdes temadage for sundhedspersonale rundt i landet. Indholdet på temadagene er at give viden om det at være udviklingshæmmet og have en sindslidelse, at modtage pædagogisk støtte, og om at bo i en boform, bofællesskab eller egen bolig.
Inden afholdelsen af temadagene vil særlige vidensindehavere på området ved en rundbordssamtale give deres bud på temaer til indholdet.
- Ambulanceteam
Oprettelse af ambulanceteam i kommunerne bestående af psykiatere og pædagoger. Teamet kan mod betaling rekvireres af brugere eller bo- og servicetilbud.
- Undersøgelse af behov for indlæggelse eller behandling i eget hjem
Indhente viden via interview og rundbordssamtaler om praksis for diagnosticering og behandling af udviklingshæmmede med sindslidelser. Er den bedste behandling i eget hjem, ambulant behandling eller indlæggelse?
- Temadag for det pædagogiske frontpersonale
Temadagen skal give det pædagogiske personale viden om og redskaber til at udarbejde pædagogisk billeddannelse, indblik i psykiatriske diagnoser, case - refleksion og samarbejde med psykiatriområdet.
- Undersøgelse af domfældte udviklingshæmmede
Interviewundersøgelse blandt samrådsmedlemmer, psykiatere og pædagoger om forekomsten af sindslidelser blandt domfældte udviklingshæmmede. Undersøgelsen skal endvidere belyse og analysere målgruppens behov for støtte.
- Ekspertnetværk
Forsættelse af igangværende ekspertnetværk med forskellige fagprofessioner repræsenteret. Ekspertnetværket skal opfange teoretiske nyheder, udveksle erfaringer og idéer til igangsættelse af projekter og samarbejdsflader i relation til udviklingshæmmede med sindslidelser.
- Etablering af hjemmeside
Hele projektet bindes sammen af en hjemmeside (hjemmesiden går luften i løbet af foråret). Hjemmesiden vil bl.a. orientere om de enkelte delprojekter, nyheder, kurser, temadage, litteratur og referater fra møder.