logo
top

Projekt PARIS

Fokus på psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladser med risiko for vold.

Med Folketingets satsreguleringspulje i 2002 blev der afsat fem millioner kroner til ”Psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladser med risiko for vold” – Projekt PARIS.

Voldsforebyggelse på tværs
Målet var at sætte fokus på voldsforebyggelse, at skabe rammer for nye voldsforebyggende aktiviteter og at formidle viden og erfaringer på tværs af fag, sektorer og brancher.

De lokale projektaktiviteter skulle sammen med konferencer, netværksmøder, inspirationsmateriale til fængselsfunktionærer m.m. medvirke til at fastholde og videreudvikle den voldsforebyggende indsats på arbejdspladser med risiko for vold. En indsats, der blandt andet var sat i gang i det tidligere projekt Vold som Kommunikationsmiddel, der satte fokus på vold på arbejdspladser i social- og sundhedssektoren.

Pulje til udvikling og formidling
Centralt i Projekt PARIS var puljemidler, som private og offentlige virksomheder kunne søge. 

Pengene skulle bruges til at formidle erfaringer fra projekt Vold som Kommunikationsmiddel og ikke mindst til at sætte gang i nye udviklingsprojekter. I alt 36 formidlings- og udviklingsprojekter fik støtte fra puljen.

Mange forskellige aktiviteter
Bevillingerne gik til meget forskellige aktiviteter og arbejdspladser, for eksempel:

  • Parkering København fik penge til at udvikle og holde efteruddannelseskurser for frontpersonalet, herunder parkeringsassistenter. I kurserne indgik bl.a. konflikthåndtering, procedure ved voldshændelser og psykisk førstehjælp.
  • Skadestuen på Horsens Sygehus fik penge til at udvikle en voldsforebyggelsesplan og en procedure for registrering af voldsepisoder.
  • Kolding Pædagogseminarium fik støtte til, i samarbejde med Social- og Sundhedsskolen i Vejle Amt, at formidle deres erfaringer fra Vold som Kommunikationsmiddel gennem brug af forumteater.

De enkelte projekter er omtalt på projektets hjemmeside.
 
Netværksmøder og formidling
De projekter, der blev sat i gang mødtes i projektperioden på en række netværksmøder for at  inspirere hinanden og udveksle erfaringer og resultater. Samtidig fik de undervisning i voldsforebyggelse.

Projektet formidlede også erfaringer gennem et nyhedsbrev. Og der blev holdt to konferencer.
 
Projektet var formelt placeret under Arbejdstilsynet, men administrativt forankret i Socialt Udviklingscenter SUS, der havde den daglige kontakt til projektets mange aktører, satte rammerne for aktiviteterne, stod for rådgivning og formidling mv.

 

>> Kontakt

Bjarne Møller, bm@sus.dk
Bente Jensen, bej@sus.dk

 

>> Om projektet

Tidsperiode
2002-2004.

Udgivelser
Vold og trusler – kan og skal forebygges. Inspiration til ansatte i fængsler og arresthuse. 2003.

Nyhedsmagasin om Projekt PARIS.

Hent materialet her

Flere links
Projekt PARIS
Vold som Udtryksform

 

Socialt Udviklingscenter SUS - Nørre Farimagsgade 13 - 1364 København K - telefon 3393 4450 - fax 3393 5450 - email: sus@sus.dk