logo
top

StorbyLandsbyen

Etablering af et særligt rummeligt levemiljø for almindelige borgere og særligt udsatte og udstødte borgere

Projekt StorbyLandsbyen er udtænkt af Socialt Udviklingscenter SUS. Den videre udvikling sker i samarbejde med Højbjerg Andelsboligforening og Århus Kommune. De tre parter har etableret en styregruppe, der har til formål at sikre at StorbyLandsbyen bliver bygget, og at ideerne bag projektet bliver implementeret.

StorbyLandsbyen er et forsøgsbyggeri i Århus Kommune, hvor der skal bygges 40 almene lejeboliger med udvidet råderet. Boligerne skal danne et særligt rummeligt levemiljø for almindelige borgere, hjemløse og udstødte, som er tiltalt af det særlige miljø. Et miljø, hvor beboerne selv skal være aktive med hensyn til at præge området og de enkelte boligers fysiske udformning.
35 af boligerne er to-værelses boliger på 35 kvadratmeter.
Fem boliger er med tre og fire værelser.

StorbyLandsbyen opbygges og tilrettelægges med udgangspunkt i hjemløses behov. Det er dog centralt, at boligmiljøet skal være så attraktivt, at det også tiltrækker ikke-hjemløse mennesker. Boligområdet skal være båret af ’det ufærdiges princip’, som vil komme til udtryk ved viderebyg, foranderlighed og fornyelse.

Projektets overordnede ide er at vende de boligløses negative boligsituation til en positiv boligsituation. Ideen hviler på ’det omvendte integrationsprincip’, der går ud på at bringe forskellige grupper mennesker med forskellige ressourcer sammen og på den måde etablere et socialt, funktionelt og bæredygtigt boligmiljø.

Det har været en præmis for StorbyLandsbyen, at der kunne trækkes på erfaringer fra kolonihavefolket. Storbylandsbyen er derfor tænkt geografisk placeret som nabo til kolonihaveforeningen Marienlyst i Skejby.

 

 >> Kontakt

Bernhard Jensen, bj@sus.dk
Per Holm, ph@sus.dk

 

 

>> om projektet

Samarbejdsparter
StorbyLandsbyen er udviklet i et samarbejde mellem Socialt Udviklingscenter SUS,
Århus Kommune og Højbjerg Andelsboligforening.

 

Socialt Udviklingscenter SUS - Nørre Farimagsgade 13 - 1364 København K - telefon 3393 4450 - fax 3393 5450 - email: sus@sus.dk