logo
top

Børn som pårørende

Børn af forældre med psykisk sygdom, handicap, udviklingshæmning m.v. har brug for en særlig insats

Et stort antal børn i Danmark vokser op i familier, hvor den ene forælder eller begge forældre har særlige behov for støtte. Det kan have afgørende betydning for børnene i familien.
En opvækst med fx forældre med psykiske lidelser eller med misbrug kan rumme en række forskelligheder. Forholdene for børnene rummer dog en række fællestræk i form af sorg, usikkerhed, angst, ansvarsfølelse m.v.

På den baggrund har Socialt Udviklingscenter SUS sat dette forebyggende og sundhedsfremmende projekt i gang med støtte fra Helsefonden.

Om projektet
I projektet kan videns- og ressourcepersoner fra forskellige støttetiltag udveksle erfaringer med henblik på at inspirere og udvikle støtteaktiviteterne.
Desuden er projektets ide baseret på ønsket om, at den oparbejdede viden og de mange erfaringer skal spredes til og implementeres i kommuner og organisationer.

Pilotprojektet tager udgangspunkt i erfaringerne fra udredningsarbejdet, som Socialt Udviklingscenter SUS udførte i forbindelse med udgivelsen, i aktørernes udsagn og ønsker samt i de udviklingsbehov, som interviews m.v. afspejlede.

Blandt projektets aktiviteter er:

  • Indsamling, systematisering og operationalisering af erfaringer og viden fra konkrete støttetilbud
  • Arbejdskonference for medarbejdere ved støttetiltag for børn som er pårørende
  • Inspirationsavis
  • Åben konference for medarbejdere i social- og sundhedssektoren, m.fl.

Eksisterende viden
Fra Socialt Udviklingscenter SUS’ arbejde med temaet ’børn med psykisk syge forældre’ ved vi, at børnene som minimum har brug for en særlig opmærksomhed fra professionelle social- og sundhedsmedarbejdere. Men mange børn har også brug for konkret støtte – fx i form af grupper for børn i samme situation og hvor de får både undervisning og konkret støtte.

På temaområdet ’børn med psykisk syge forældre’ er der gennem de senere år opsamlet mange gode erfaringer. Aktuelt er der ca. 30 projekter rundt omkring i landet, som arbejder målrettet for at støtte disse børn. I modsætning hertil, er der aktuelt kun en gruppe for børn med hjerneskadede forældre.

 

>> Kontakt

Bjarne Møller, bm@sus.dk

 

>> Om projektet

Projektperiode
April 2004 -juni 2006

Finansiering
Sygekassernes Helsefond

Udgivelser
’Børn som pårørende’. Socialt Udviklingscenter 2004.
Publikationen giver et indtryk af børnenes fælles problemer trods forskellige baggrunde, deres støttebehov samt hvilke støttetilbud, der eksisterer.

Links
Se www.barn-i-fokus.dk for yderligere oplysninger.

 

Socialt Udviklingscenter SUS - Nørre Farimagsgade 13 - 1364 København K - telefon 3393 4450 - fax 3393 5450 - email: sus@sus.dk