Fra indsat til udsat?
Rådslagning med familie, venner og netværk skal gøre det lettere for indsatte i danske fængsler at vende tilbage til en normal tilværelse efter afsoning.
I samarbejde med Statsfængslet i Vridsløselille har Socialt Udviklingscenter SUS gennemført pilotprojektet ’Fra indsat til udsat?’. Projektet havde til formål at udvikle og afprøve en rådslagningsmodel.
Fire indsatte i Statsfængslet i Vridsløselille har været gennem en netværksrådslagning for at planlægge fremtiden udenfor fængslet. En netværksrådslagning er et møde, hvor den indsattes familie, venner og bekendte diskuterer og foreslår indsatser, der kan forbedre den indsattes situation. Formålet med netværksrådslagningen er at gøre det lettere for den indsatte at vende tilbage til en normal tilværelse efter afsoning.
I projektet er der nu produceret en film hvor en indsat, en samordner og tre socialrådgivere fortæller om, hvad de indsatte fik ud af netværksrådslagningerne.
Om projekt Fra indsat til udsat?
Rådslagning som metode
Formålet med netværksrådslagningen er at give netværket en stemme og aktivere det som ressource. Netværket inddrages fordi de kan få øje på nye muligheder, ud fra det kendskab de har til den indsatte.
Målet er at udarbejde en personlig plan for den indsatte på baggrund af vedkommendes ønsker.
Rådslagningen faciliteres og koordineres af en uvildig person – en samordner – der ikke repræsenterer en myndighed eller en institution. Samordnerens rolle er at få indkaldt til og gennemført en rådslagning på den indsattes præmisser. Erfaringer med rådslagning viser, at metoden har et stort potentiale i forhold til forebyggende og tidlig indsats.
Det vigtige er, at processen omkring udslusningen af den indsatte bringer personen det rigtige sted hen, og at udslusningen eventuelt suppleres med de rigtige tilbud.
Konkrete temaer
En netværksrådslagning forholder sig konkret til relevante temaer fx:
• Bolig
• Økonomi (gæld og forsørgelse)
• Beskæftigelse
• Uddannelse
• Familie/børn
• Sociale netværk
• Fritidsinteresser
• Eventuel stofafvænning mv.
Aktiviteter
Projektet har gennemført følgende aktiviteter:
- Projektetablering
Der blev etableret et samarbejdet med Statsfængslet i Vridsløselille, hvor der blev dannet en projektorganisation med repræsentanter fra SUS samt ledelse og personale fra fængslet.
- Uddannelse af personale
Der er afholdt to undervisningsdage for fængselspersonalet for at ’klæde dem på’ til den faglige og organisatoriske omstilling det var at inddrage civilsamfundet i opgaveløsningen.
- Rekruttering af hovedpersoner
Fire indsatte blev rekrutteret gennem intern markedsføring af rådslagningsmetoden.
- Rådslagninger
I projektperioden blev der gennemført fire rådslagninger med indsatte fra Statsfængslet i Vridsløselille.
>>Om projektet
Projektperiode
August 2008 - 2010
Samarbejdspartner
Statsfængslet i Vridsløselille
Finansiering
Projektet er finansieret af Sygekassernes Helsefond
Kontakt i SUS

Maria Trangbæk Ahrensburg, mt@sus.dk

Socialt Udviklingscenter SUS - Nørre Farimagsgade 13 - 1364 København K - CVR 19187632 - telefon 3393 4450 - e-mail: sus@sus.dk